En uventet gæst

Andrea og Mads slapper af med tegnefilm efter den fire timer lange køretur fra Orlando til Miami. Palmen er en del af udsigten fra værelse 227 på Red Roof Hotel.

Miami minder på mange måder om Hald Ege.

Der lever mennesker. Nogle bor alene. Andre bor sammen, og henne ved købmanden kan man få slik.

Fredag aften i Miami. Fredag aften i Hald Ege. På en eller anden mærkelig måde endte vi med at lede efter slik, selv om der slik ikke kom Disney sjov. Butikken lå et par kilometer borte fra hotellet, og med omveje og motorvejs-kø tog det vel et kvarters tid at køre derhen.

Til gengæld var det muligt både at tale engelsk og spansk med ekspedienten, der scannede varene gennem en beskyttende rude.

Således opildnet af udsigten til godbidder fes Andrea rundt mellem vores to hotelværelser. Med ét bankede det igen på, og denne gang var det ikke Andrea. En uventet gæst.

- Det er Buld-A-Bear, luk op.

Sandsynligheden talte ellers mest for, at der ville stå et pizza-bud på den anden side. Mads havde lavet nummeret én gang, men påstod hårdnakket, at det ikke var hemmeligheden, han længe havde pønset på.

- Nej, det er noget meget hemmeligere. (hvilket så viste sig at være en løs plan om at kaste al Andreas legetøj i badekaret).

Men pizza-bude. Da vi vendte hjem efter besøg på italiensk restaurant, hvor jeg fik vidunderlig sea-food, mens de andre gnaskede tvivlsom lasagne, var der stukket reklamer fra syv forskellige pizzariaer ind gennem døren.

Så det er vel bare at ringe.

Da var så dagen, hvor GPS-damen fik sig en velfortjent lur. I hvert fald fik hun muligheden, da vi drejede ind på Florida Turnpike. Motorvejen, der skærer sig ned gennem hele Florida.

- Drej om 285 kilometer!

Stilhed før storm, for da vi nærmede os mega-meget-mere-Miami sammenlignet med Orlando var der nok at gøre med at holde styr på de op til otte vejbaner i samme retning. For bedre at kunne følge anvisningerne, dristede jeg mig, da vi nærmede os den værste myldrende trafik, at sætte hende op i vinduet for at bedre at kunne følge med på skærmen. Normalt står hun nede ved gearstangen for ikke at blive overophedet af solen, og den nye placering blev også straks straffet ved at hun satte ud.

Ikke videre heldigt i junglen af afkørsler og vejbaner. Heldigvis sørgede Susannes healende hænder for, at hun vågnede op igen, inden det blev kritisk, og vi var faret vild og kørt tør for benzin i et kriminelt hårdt belastet latinamerikansk slumkvarter.

Mads og mig bor på samme værelse. Vi har taget et billede af udsigten. Eller det vil sige en del af udsigten. For som Mads påpeger, så er der også palmer, hvis man kigger ligeud, og hvis man ser til højre.