Tak til læserne

Øverst vores udsigt fra Hyatt Regency. Hotellet, der ligger midt i Orlando Airport, og hvor vi boede den sidste nat. I midten er Andrea på vej tilbage til værelset efter turens sidste pooltur.

Hjemme igen

Så mange, mange gange tak for de, som har fundet anledning til i ny og næ at læse med på bloggen.

Hjemme igen!

Yes, si og ja.

Omkring den tid, hvor leverporstej, sild og rugbrød normalt sættes på bordet rullede vi op foran huset. For derefter fluks uden trætte børn at få fat i netop de danske delikatesser.

Emil, Mads og Andrea sov stort set hele vejen fra København til Hald Ege i bilen. Da vi landede halv otte fredag morgen, var klokken halv to om natten i USA, så med et er der vendt op og ned på nat og dag.

Sådan da i hvert fald.

Jeg holdt trætheden fra livet ved at kaste mig ud i den danske trafik. 100 procent fokus var påkrævet. Pludselig var hensynsfulde amerikanere afløst af raketagtige danskere i bakspejlet. Ligesom evnen til at bruge kobling og gearskift også skulle hentes frem fra gemmerne.

Alle er vi enige om, at det har været en fantastisk tur i ordets bedste betydning, og håbet er, at det også har været en fornøjelse at læse med her, selv om det selvsagt kun har været muligt at gengive ganske lidt af helheden.

Et dyrisk indblik

Vi er blevet vækket af papegøjer ved morgengry, har set aber og dovendyr svinge sig i trætoppene (førstnævnte i hurtigere tempo end sidstnævnte). Store som små har har dyrene beriget vores rejse. Det gælder også slangen, som uventet dukkede op i pool-paradiset, og natsværmeren som forvildede sig ned i håndvasken og blev offer for medlidenhedsdrab. Udført af mor på opfordring af Emil. ALLE dyr oplevet i fri natur, nogle tillige indfanget af kameralinsen. Hver og én udforsket med interesse af De Fem. Også dyr som hjemme ville blive betegnet som kryb.


Den var alle steder - storken a la The States. Spankulerende rundt i haven til "vores" hus i Orlando og i Sea World ditto. Ganske upåvirket af kamera, menneskemængde og plask fra poolen. Ikke underligt at den pryder de indledende sider i "Turen går til Florida".


Vi kender egernet fra haven hjemme i Hald Ege. Men aldrig har vi mødt dem i så stort og tamt antal som i vores første uger i Orlando. Her mæsker et eksemplar af slagsen sig med vanilleis i Sea World. Andrea venter på at give en krammer.


Vores YNDLINGSkæledyr. Det har fulgt os på hele rejsen i varierende størrelse og antal. Mest afholdt under vores ophold på Isla Bastimentos, Panama, hvor den færdedes hjemmevant på vægge og under sengene i vores bungalow.


Først troede mor, at det var en glaskugle, som hun havde fundet på den paradisiske ø omkring en times sejltur fra Isla Bastimentos. Ved nærmere eftersyn viste det sig imidlertid at være et langt mere interessant (og sjældent) fund, som åbenbarede sig på stranden, efter at mor, Emil og Mads havde forceret regnskoven på fælles eventyrlig hånd. Nemlig et æg lagt af den fredede havskildpadde.

Hjemme ville børn (og formentlig også mor og far) været løbet skrigende bort. Men når man befinder sig i postkort-skøn natur er krabber på forunderlig vis mere end tålt. Her fotograferet på en stor træstamme liggende i vandet. Emil, Mads, Andrea og mor vovede sågar at kravle op på træstammen for at posere mellem krabbekløer. Det fotografiske bevis forevises på opfordring.

Ingen drikkepenge til den herre

Køreturen ligger flere dage tilbage. Vi har for længst forladt Panama, har igen fået (lejet) bil og er vel installeret på Ocean Sky Hotel & Resort i Fort Lauderdale. Alligevel er det værd at nævne chaufføren, som kørte os fra udenrigs- til indenrigs-lufthavnen i Panama City. Han udmærker sig ved (hvis det er en udmærkelse - bedøm selv) at være den eneste af mange "tjenende" ånder, som IKKE har modtaget drikkepenge af De Fem, som ellers har været gavmilde i den henseende. Susanne spekulerer stadig på, om hun virkelig fik forvekslet sedlerne, så tjeneren på Mi Rancito (hvor udsigten var mere fantastisk end maden) blev belønnet med 20 dollar i stedet for en enkelt dollar.

Køreturen fra lille lufthavn til meget lille lufthavn tog en halv times tid. Til den ene side lå fler-stjernede hoteller, til den anden side lejligheder (læs slum) hvor lokalbefolkningen henslæbte tilværelsen med plastic og lagner for "vinduerne". Og det uden at de har grund til at klage. For som chaufføren bekendtgjorde: Lejlighederne er opført af regeringen. De koster kun 10-20 dollar om måneden, og der er kabeltv og det hele. Det er det, vi betaler vores skat til. Parasitterne!!

Få hundrede meter længere fremme dinglede en udmagret kvinde rundt på kørebanen - med nedringet bluse og trutmund i slalom fra bil til bil. På jagt efter "kunde" eller stoffer. Vides ikke. Men at hun burde skydes, lod chaufføren ikke tvivl om. Narkoman. Vi har alt for mange af dem!

Chaufføren hørte givetvis til de 60 procent af befolkningen i Panama, som IKKE er fattig. Og hvorfor så bekymre sig om de andre. De udgør kun næsten halvdelen???


Har du penge, så kan du få....

Har du ingen, så må du bo....

Fornøjelig og våd stund i Fort Lauderdale

Tilbage i USA

Når Latinamerika går i danse-blodet

Sidste aften i Panama

Medicin-træet

Andrea behandles for et sår i ansigtet med salve fra

et medicin-træ.

Andrea overgiver sig til indianerne

Gammel nok til at bestemme sig for en tatovering. Et års tid så skulle den være væk igen.

Mads i behageligt selskab på en minderig dag

På vej ud til Embera-indianerne

Hos Embera-indianerne

Emil fordyber sig i raketvidenskab

Fanget i blødt aftenlys

Udsnit af "vores" have i Casa Cayuco

Modigere end nogensinde

Båden hvorfra mælketanden røg ud

Tand tabt i åbent hav

Øverst et udsnit af det farvand, hvor tanden nu befinder sig. Nederst Emil og Mads i hyggelig samtale. Mindre en time før det maritime drama indtraf.

Tand tabt i åbent hav
Rammes en fisk i farvandet ud for Panamas kyst af dårlig mave en af de kommende dage, kan forklaringen være, at den er kommet til at mæske sig med en stor fortand af mærket dansk mælketand.

For ud røg tanden.
- Den er væk, den er ude i vandet, råbte Mads, mens han tørrede blodet af i det håndklæde, han i forvejen skærmede ansigtet med. Med ét var en kritisk situation blevet til ren krise. Heldigvis viste Mads stort mandsmod, som han har gjort på hele rejsen, og bevarede roen.

Vi befandt sig i åbent hav i det oprørte farvand mellem øerne Bastimentos og Zapatillas, hvortil vi var taget for at udforske vand og jungle. I forsøget på at forcere bølgerne var vores erfarne kaptajn Sebastian nødsaget til at sætte fuld kraft frem.

Resultatet var, at Mads, Emil og Andrea og jeg, som befandt sig på bageste række i båden uforvarende kom til at befinde os i nonstop styrtebad som følge af den hidsigt sprøjtende og ikke mindst salte vand.

Andrea og Mads fik et håndklæde svøbt omkring ansigtet. I den stride blæst ville Emil hjælpe Mads med at få håndklædet på plads, og kom uheldigvis til at ramme ramt blidt, for mere var det ikke, på den i forvejen meget løse tand.

I 10 minutter sad Mads og kæmpede med bølgerne, blodet og det indkomne vand. Dramatisk. Ja, i hvert fald sikkert så meget, at det var en oplevelse, som vil blive stående i hans hoved. I skrivende stund er det springende punkt for dagens, men lettere tandløse supermand, om tandfeen findes i Panama.

Sjæl i frigear

Mads undersøger myggenettet for huller. Bemærk at vi ingen vinduer har - og tak så mange gange for det. Nederst et billede fra sejlturen på vej du til Casa Cayuco, hvor det er værd at hæfte sig ved, at Andrea efter krisen i USA igen har lukket Alberte (bamsen) ind i varmen.

Bloggen er aflyst - sådan da

Sjælen er gået i frigear, og fyldige indlæg på bloggen derfor aflyst midlertidigt. Et par billeder er, hvad det kan blive til på en dag, hvor deltagerne i den colombianske udgave af Robinson Ekspeditionen som nærmeste naboer udvikler intriger kort herfra, mens vi efter at have udvidet begrebet siesta her sidst på eftermiddagen pønser på at lune os i vandkanten, inden et nyt overdådigt måltid venter.

Uventet mellemmåltid

I eftermiddag (midnat dansk tid) fik vi hilsen nummer to fra oven, omend den var af en anden og mere uventet karakter end forrige uges planlagte tur til Kennedy Space Center.

Donk sagde det, mens vi nød en skyggestund på terrassen. - Den tager jeg, råbte Emil og væk var han. For øjeblikket efter at komme tilbage med en gigantisk kokosnød sendt fra himlen af vores helt "private" kokospalme.

Emil bragte kokosnøden til køkkenet, så den i øvrigt formidable kok kunne anvende den i madlavningen. Hun insisterede imidlertid på, at vi selv skulle nyde udbyttet og efter at have "bekæmpet" den med en macheté (i Panama er det kvinderne, der får verden til at køre rundt, siger vores amerikanske vært), var der et uventet mellemmåltid til De Fem.

Nyheder fra vandet

Dagens kommentar

Andrea sidder i vandkanten og siger pludselig:

- Dorthe Clausen (en pædagog i børnehaven) kan trylle.

- Det vidste jeg ikke.

- Det er rigtigt. Hun har engang tryllet mig om til en frø.

Så bor vi her

Den gør ikke noget. Bare vores nye husdyr. Nederst inspicerer er Andrea på ind i vores nye hjem.

Her er s... egentlig meget dejligt

- Det her er bare livet, udbrød Mads, da vi steg ind efter sejrturen fra Bocas del Toro. Fremme ved Casa Cayuco.

Stedet, der scorer rene topkarakter hos Tripadvisor. Brugerne har talt, og efter mindre end et døgn, tror jeg, at vi tilslutter os koret.

Mad så fremragende, at kun Andrea mangler at overgive sig. Eksempelvis spiste Emil i aftes fisk med stort velbehag. Alt er hjemmelavet af de to lokale kokke.

Vores fremmeste formål er at nyde tilværelsen. Chefen hedder Tom. Opmærksomheden selv er han. Eksmpelvis pusler han for øjeblikket med at fremskaffe en skov af plastic, så Andrea kan komme til at grave i sandet.

Bortset fra et sympatisk, ungt amerikansk par er vi eneste gæster og har stranden for os selv. Det er sidst på formiddagen. Efter en nat, hvor varmen og myggene holdt os lidt for meget vågne, er trætheden forduftet nede ved vandet, kun få skridt fra vores nye domicil.

Installeret i vandkanten

Risen var god

Direkte paa fra indenrigs-lufthavnen i Panama City, hvor jeg har besat den eneste computer med internet-forbindelse, mens vi venter paa videre afgang til Boca de Toro, hvor hentes og bringes det sidste stykke ud til Isla Bastimentos i baad.

Klokken er tre, og det har allerede vaeret en lang dag, efter at have vaeret op klokken seks i Miami.

Har netop faet dagens forste rigtige maltid mad. Her i lufthavnen. Susanne var noget saa sulten, men lod sig noeje med en crossiant, da hun sad, hvad lufthavnens eneste restaurant havde at tilbyde.
Bornene fik lasagne, mens jeg nod ris med bonner og "noget kod".

Turen til Bocas varer en time, og flyet er saa lille, at Susanne sidder og ryster over udsigten til snart at komme til at ryste endnu mere.

Dagens kommentar

Vi nærmer os Miami og skyskrabere viser sig i horisonten.
Andrea udbryder:
Jeg elsker skyskrabere. De skraber de mørke skyer væk.

Strandsild med tilbehør

Med en fortid som Miamis Miss Susanna ved danske Susanne, hvad fotografen efterspørger.

Så kom de til stranden

Søndag i Miami. Nogle vågner tidligere end andre. Mads og jeg var de morgenfriske. En seddel blev stukket ind under døren til Emil, Andrea og Susanne om, at vi gik ned og spiste morgenmad.

Og en halv time senere end seddel om, at vi havde spist morgenmad. Nå, men afsted så nogenlunde tidligt kom vi da. 10.30 var klokken, da vi morgenfriske satte kursen mod Sun Life Stadium. Stedet, hvor diverse mega-big og sikkert også mega-fun events har fundet sted. Super Bowl osv. Emil ville se. Helst så tæt på som muligt. Men negeren i buret ved indgangen sagde nej, og vi måtte nøjes med billeder på afstand.

Derefter et forsøg på dæmpe fruens akuet oåstående indkøbs-feber ved et besøg i det tilstødende Wall-Mart.

Snart skulle bilen afleveres, men et besøg på Miami Beach skulle nås. Vi kørte, og vi nåede rækken af de overraskende flotte skyskrabere. Bygget for efterhånden mange år siden og bygget helt ned til stranden.

Et sted kostede en forret omkring 500 kroner. Vi fornøjede os på en noget mere nøjsom mexicansk restaurant, inden vi svedige i varmen skridtede ned til stranden. Egentlig bare for at se. Men så snart de så, ville de ud.

Ud der, hvor man bliver våd og ikke kan blive tør igen, hvis man ikke har skiftetøj med. Skidt put. De så ud til at more sig.

Strandsilden med tilbehør.

Så er der VERDENSPREMIERE på Emils første indlæg!

Vi har fået en lidt speciel person med på ferie, nemlig den 40 årige Susanne, hun er ikke blondine, men nogle gange kunne man godt tro det.

Her er nogle eksempeler :

Vi sidder til et søløve show i Seaworld, da et dyr kommer løbende.

Susanne: Se der er en kat!

Emil: Nej mor, det var en odder!

Vi sidder på vores hotelværelse lige ved siden af Miami Lufthavn, hvor der flyver fly til og fra hele tiden.
Det har vi alle vænnet os til, arrh. måske alligevel ikke alle.

Susanne: Henrik, det tordner!

Henrik: Nej, det er et fly!

(Henrik og Emil griner)

Blandt farlige dyr

Afslappet stemning før ekspeditionen ud i det ukendte og det til enhver tid farlige Everglades. - Foto: Kaptajnen.

Var vi i livsfare?

Et øjeblik syntes det som om, at alligatoren var så stor og agressiv, at den var på nippet til at hoppe op til os i båden. Var vi i livsfare? Heldigvis ikke.

Ved nærmere eftersyn, viste det sig, hvilket Mads var den første til at spotte, at det store bæst heldigvis bare var en model. En indgangsport til, hvad der ventede i levende live lidt senere fremme i landskabet.

En tur i airboat. Disse hurtigående, der nærmest flyver hen over sumpområdet, og hvor larmen er så øredøvende, at høreværn er påkrævet, når kaptajn DC sætter fuld kraft frem. En oplevelse, vi alle nød og Andrea og Mads i den mest henrykte form.

Dagens kommentar

Dagens kommentar.
På vej i bil til Everglades. Emil leger med kameraet, og ser, at Andrea er i gang med at spise.

- Må jeg ikke tage et billede, mens du spiser kagen?
Andrea: - Neeeej.

Mads: - Du kommer ellers til at se rimelig cool ud.

Bonus-info

Kendt fra de "defempaafarten", og nu også fra Ekstra Bladets rejsetillæg. Køber man Danmarks bedste avis lørdag, kan man i rejsetillægget læse, hvordan to af hovedpersonerne i rejsebloggen tidligere på året oplevede et besøg i Baboon City så langt væk som i Herning.

En uventet gæst

Andrea og Mads slapper af med tegnefilm efter den fire timer lange køretur fra Orlando til Miami. Palmen er en del af udsigten fra værelse 227 på Red Roof Hotel.

Miami minder på mange måder om Hald Ege.

Der lever mennesker. Nogle bor alene. Andre bor sammen, og henne ved købmanden kan man få slik.

Fredag aften i Miami. Fredag aften i Hald Ege. På en eller anden mærkelig måde endte vi med at lede efter slik, selv om der slik ikke kom Disney sjov. Butikken lå et par kilometer borte fra hotellet, og med omveje og motorvejs-kø tog det vel et kvarters tid at køre derhen.

Til gengæld var det muligt både at tale engelsk og spansk med ekspedienten, der scannede varene gennem en beskyttende rude.

Således opildnet af udsigten til godbidder fes Andrea rundt mellem vores to hotelværelser. Med ét bankede det igen på, og denne gang var det ikke Andrea. En uventet gæst.

- Det er Buld-A-Bear, luk op.

Sandsynligheden talte ellers mest for, at der ville stå et pizza-bud på den anden side. Mads havde lavet nummeret én gang, men påstod hårdnakket, at det ikke var hemmeligheden, han længe havde pønset på.

- Nej, det er noget meget hemmeligere. (hvilket så viste sig at være en løs plan om at kaste al Andreas legetøj i badekaret).

Men pizza-bude. Da vi vendte hjem efter besøg på italiensk restaurant, hvor jeg fik vidunderlig sea-food, mens de andre gnaskede tvivlsom lasagne, var der stukket reklamer fra syv forskellige pizzariaer ind gennem døren.

Så det er vel bare at ringe.

Da var så dagen, hvor GPS-damen fik sig en velfortjent lur. I hvert fald fik hun muligheden, da vi drejede ind på Florida Turnpike. Motorvejen, der skærer sig ned gennem hele Florida.

- Drej om 285 kilometer!

Stilhed før storm, for da vi nærmede os mega-meget-mere-Miami sammenlignet med Orlando var der nok at gøre med at holde styr på de op til otte vejbaner i samme retning. For bedre at kunne følge anvisningerne, dristede jeg mig, da vi nærmede os den værste myldrende trafik, at sætte hende op i vinduet for at bedre at kunne følge med på skærmen. Normalt står hun nede ved gearstangen for ikke at blive overophedet af solen, og den nye placering blev også straks straffet ved at hun satte ud.

Ikke videre heldigt i junglen af afkørsler og vejbaner. Heldigvis sørgede Susannes healende hænder for, at hun vågnede op igen, inden det blev kritisk, og vi var faret vild og kørt tør for benzin i et kriminelt hårdt belastet latinamerikansk slumkvarter.

Mads og mig bor på samme værelse. Vi har taget et billede af udsigten. Eller det vil sige en del af udsigten. For som Mads påpeger, så er der også palmer, hvis man kigger ligeud, og hvis man ser til højre.

Bye bye Orlando - hallo Miami

Emil skulle lige have en sidste tur i poolen, Andrea sige behørigt farvel til Mickey og Minnie (de er sikkert stadig fladmaste efter den store krammer) og Mads have hjælp til at tage sko på (igen igen - tak ecco). Men så var det også tid til at forlade huset i Davenport. Forinden havde mor nødtvunget taget af far nyindkøbt rejsetaske i brug. For selvfølgelig fik han ret. Selv om tiden til at shoppe med hendes øjne har været minimal, var indkøbene ikke desto mindre så mange, at de medbragte kufferter ikke slog til.

Og nu er vi her så. Fire timers køretur tilbagelagt og hallo Miami. Indlogeret på Red Roof In. "Her kunne jeg godt bo altid," siger Mads. Han må dog nøjes med tre nætter. Mandag morgen flyver vi til Panama. Langt væk fra forlystelsernes paradis. Men først skal vi besøge Everglades og nærstudere alligatorer. Efter al sandsynlighed i morgen.

Samtaler i bilen:
Vi har medbragt vindruer på køreturen.
Mads udbryder fornærmet: Jeg har slet ikke fået nogen.
Far: Vil du have nogen?
Mads (endnu mere fornærmet): Nej!!!

Mads: Jeg vil have en Bugatti, når jeg bliver voksen.
Andrea: Jeg vil også have en Bugatti, når jeg bliver voksen.
Mads: Altså Andrea. Det er en bil!

Rettelse:
Andrea siger ikke, som tidligere skrevet på bloggen, badebukser og brysterbukser. Men derimod badebukser og badebryster. Og det er vel logisk nok?

Hilsen fra rummet

Hvor er vi små. Det lyder som en kliché. Ikke desto mindre er det den følelse som et besøg hos Kennedy Space Center efterlader. I hvert fald hos voksne. Andrea og Mads forstod ikke, hvad der blev sagt, og så fænger et 3D-indblik i astronauters forberedelse til og færden i rummet ikke. Heller ikke selv om filmen vises på verdens største og bedste biograflærred. Each of them is a hero, lød det med amerikansk selvforherligelse. Men man er tilbøjelig til at give dem ret.


Kennedy Space Center er et gigantisk område, hvor man som besøgende fragtes rundt i bus.


Once it landed on the Moon. Really!!

Et stort og længe ventet øjeblik. Mads og Andrea rører ved månen.

Nok er rummet stort - ufatteligt stort - men astronauterne selv må tage til takke med minimum space. Og så må man håbe, at de ikke er pilfingre. Skulle jeg ikke lige prøve, hvad den der dims er til? Nej vel!

Aflivning af mad-myte

Mærkeligt og måske ikke mindst tankevækkende, hvordan en basal nødvendighed som mad spiller en stor rolle, uanset hvor på jordkloden man befinder sig.

Kombineret morgenmad og middag hos Sweet Tomatoes. Den sunde restaurant, vi besøgte for anden gang, og hvor vi fyldte os så velnæret op, at vi i den træthedsmæssige skynding efter shopping i gigantisk storcenter henad aften fandt samvittighed til at hive et par mindre sunde ting ned fra hylderne i supermarkedet tæt på, hvor vi bor indtil fredag morgen.

Stærke billeder fra Seaworld

Vi sad i zonen, hvor vi på forhånd var advaret om, at spækhuggerne kunne finde på at sprøjte på os. Heldigvis gik det udover andre.

Vi var så begejstrede for showet i Seaworld, at vi forsøgte at komme ind til et andet show under vores andet besøg.

Uheldigvis var showet aflyst, idet en af spækhuggerne var i færd med at klargøre sig til at føde.

Sidste tur til Disney

På vej over vandet til Magic Kingdom for sidste gang.

Vi er netop kommet hjem igen. Klokken er et om natten. I DK syv om morgenen. Vi blev til den bitre ende. Hvilket betød klokken 23.

På vej hjem i bilen faldt Andrea i søvn, Emil ville gerne, men var tørstig og holdt sig vågen for det vand, vi købte på vejen hjem, mens Mads forekom at blive mere frisk, jo længere natten skred frem. Fordybet i Nintendo var han hurtigt hjemme.

Aftenen i Disney blev afsluttet med storstilet parade, hvorefter tusinder af gæster begav sig mod bilerne. Inden for Disneys mure ikke noget, man bare gør.

Først tager man toget. Disney har sit eget interne togsystem. Dels for at fragte gæsterne rundt til områdets hoteller. Dels for at fragte dem rundt til indgangen til parkerings-arealet, der er så stort, at det sidste stykke ud til bilerne tilbagelægges i, hvad der vel bedst kan beskrives som tog, der har hjul og kører på asfalt.

Mads og jeg stod i kø en time til Peter Pan. Turen var flot, men varede desværre kun et par minutter. Bare fortalt for at fortælle, at jeg egentlig bedst husker damen foran i køen. Ivrigt bladrede hun i bogen på størrelse med Biblen. Disney World 2010. En komplet beskrivelse af hver eneste forlystelse i de fire Disney-parker.

Vi har besøgt to - to gange hver. Magic Kingdom, som er den klassiske park og så Hollywood Studios. I Magic Kingdom har vi vel højst prøvet 20 procent af, hvad der er at prøve. Emil og jeg længtes efter en indendørs rutschebane. Men med 80 minutters ventetid selv kort før lukketid, valgte vi ikke at gøre forsøget.

Det var i øvrigt i samme område, at Andrea og Mads kunne ses i dans med Fedtmule. Særligt for den unge dame en fuldendt lykkelig stund.

Torsdag er sidste dag, inden vi fredag forlader huset og kører mod Miami, og en vemodig stund

lurer.

Pinocchio møder Andrea