Mexico, Costa Rica eller??? Luksusliv eller ferie med humanitært indhold?



Hvor går turen hen, når målet er DRØMMEREJSEN? For far, mor og børn. Med oplevelser ud over det sædvanlige og indsigt i en verden fjern fra tilværelsen med villa, stationcar og trampolin i haven.



At finde svaret har i sig selv været en drømmenes rejse. Nu venter den virkelige af slagsen. Beslutningen er truffet. Turen går til USA og Panama. Og du er velkommen til at tage med!

fredag den 25. juni 2010

Tak til læserne




Øverst vores udsigt fra Hyatt Regency. Hotellet, der ligger midt i Orlando Airport, og hvor vi boede den sidste nat. I midten er Andrea på vej tilbage til værelset efter turens sidste pooltur.

Hjemme igen
Så mange, mange gange tak for de, som har fundet anledning til i ny og næ at læse med på bloggen.

Hjemme igen!

Yes, si og ja.

Omkring den tid, hvor leverporstej, sild og rugbrød normalt sættes på bordet rullede vi op foran huset. For derefter fluks uden trætte børn at få fat i netop de danske delikatesser.

Emil, Mads og Andrea sov stort set hele vejen fra København til Hald Ege i bilen. Da vi landede halv otte fredag morgen, var klokken halv to om natten i USA, så med et er der vendt op og ned på nat og dag.
Sådan da i hvert fald.

Jeg holdt trætheden fra livet ved at kaste mig ud i den danske trafik. 100 procent fokus var påkrævet. Pludselig var hensynsfulde amerikanere afløst af raketagtige danskere i bakspejlet. Ligesom evnen til at bruge kobling og gearskift også skulle hentes frem fra gemmerne.

Alle er vi enige om, at det har været en fantastisk tur i ordets bedste betydning, og håbet er, at det også har været en fornøjelse at læse med her, selv om det selvsagt kun har været muligt at gengive ganske lidt af helheden.

onsdag den 23. juni 2010

Et dyrisk indblik

Vi er blevet vækket af papegøjer ved morgengry, har set aber og dovendyr svinge sig i trætoppene (førstnævnte i hurtigere tempo end sidstnævnte). Store som små har har dyrene beriget vores rejse. Det gælder også slangen, som uventet dukkede op i pool-paradiset, og natsværmeren som forvildede sig ned i håndvasken og blev offer for medlidenhedsdrab. Udført af mor på opfordring af Emil. ALLE dyr oplevet i fri natur, nogle tillige indfanget af kameralinsen. Hver og én udforsket med interesse af De Fem. Også dyr som hjemme ville blive betegnet som kryb.


Den var alle steder - storken a la The States. Spankulerende rundt i haven til "vores" hus i Orlando og i Sea World ditto. Ganske upåvirket af kamera, menneskemængde og plask fra poolen. Ikke underligt at den pryder de indledende sider i "Turen går til Florida".


Vi kender egernet fra haven hjemme i Hald Ege. Men aldrig har vi mødt dem i så stort og tamt antal som i vores første uger i Orlando. Her mæsker et eksemplar af slagsen sig med vanilleis i Sea World. Andrea venter på at give en krammer.


Vores YNDLINGSkæledyr. Det har fulgt os på hele rejsen i varierende størrelse og antal. Mest afholdt under vores ophold på Isla Bastimentos, Panama, hvor den færdedes hjemmevant på vægge og under sengene i vores bungalow.


Først troede mor, at det var en glaskugle, som hun havde fundet på den paradisiske ø omkring en times sejltur fra Isla Bastimentos. Ved nærmere eftersyn viste det sig imidlertid at være et langt mere interessant (og sjældent) fund, som åbenbarede sig på stranden, efter at mor, Emil og Mads havde forceret regnskoven på fælles eventyrlig hånd. Nemlig et æg lagt af den fredede havskildpadde.


Hjemme ville børn (og formentlig også mor og far) været løbet skrigende bort. Men når man befinder sig i postkort-skøn natur er krabber på forunderlig vis mere end tålt. Her fotograferet på en stor træstamme liggende i vandet. Emil, Mads, Andrea og mor vovede sågar at kravle op på træstammen for at posere mellem krabbekløer. Det fotografiske bevis forevises på opfordring.

tirsdag den 22. juni 2010

Ingen drikkepenge til den herre

Køreturen ligger flere dage tilbage. Vi har for længst forladt Panama, har igen fået (lejet) bil og er vel installeret på Ocean Sky Hotel & Resort i Fort Lauderdale. Alligevel er det værd at nævne chaufføren, som kørte os fra udenrigs- til indenrigs-lufthavnen i Panama City. Han udmærker sig ved (hvis det er en udmærkelse - bedøm selv) at være den eneste af mange "tjenende" ånder, som IKKE har modtaget drikkepenge af De Fem, som ellers har været gavmilde i den henseende. Susanne spekulerer stadig på, om hun virkelig fik forvekslet sedlerne, så tjeneren på Mi Rancito (hvor udsigten var mere fantastisk end maden) blev belønnet med 20 dollar i stedet for en enkelt dollar.

Køreturen fra lille lufthavn til meget lille lufthavn tog en halv times tid. Til den ene side lå fler-stjernede hoteller, til den anden side lejligheder (læs slum) hvor lokalbefolkningen henslæbte tilværelsen med plastic og lagner for "vinduerne". Og det uden at de har grund til at klage. For som chaufføren bekendtgjorde: Lejlighederne er opført af regeringen. De koster kun 10-20 dollar om måneden, og der er kabeltv og det hele. Det er det, vi betaler vores skat til. Parasitterne!!

Få hundrede meter længere fremme dinglede en udmagret kvinde rundt på kørebanen - med nedringet bluse og trutmund i slalom fra bil til bil. På jagt efter "kunde" eller stoffer. Vides ikke. Men at hun burde skydes, lod chaufføren ikke tvivl om. Narkoman. Vi har alt for mange af dem!

Chaufføren hørte givetvis til de 60 procent af befolkningen i Panama, som IKKE er fattig. Og hvorfor så bekymre sig om de andre. De udgør kun næsten halvdelen???


Har du penge, så kan du få....


Har du ingen, så må du bo....

Fornøjelig og våd stund i Fort Lauderdale

Tilbage i USA